Hel kylling i stegeso
En hel kylling i stegeso eller römertopf er den skønneste måde at tilberede et helt måltid, på en nem og tidsbesparende måde. Kyllingen bliver saftig og mør og tilbehøret fuld af velsmag. Det tager ikke mange minutter at smide maden i stegesoen og ind i ovnen. Så inden du hopper i arbejdstøjet og går i gang med havearbejdet, kan du på 15 min. smide ingredienser i din stegeso, og putte den i ovnen. Så er der skøn mad klar, når havearbejdet er overstået.
Hel kylling i stegeso
Du skal bruge:
- 1 stor økologisk kylling
- 3 tsk. peber
- 500 g aspargeskartofler
- 350 g cherrytomater
- 3 stk. gulerødder
- 2 stk. rødløg
- 1 stk. økologisk citron
- 1 dl hvidvin
- 3 spsk Rapsolie med citron
- 2 tsk. Vestjysk urte- og hvidløg
- 1 tsk. Ild & Urter
- Citronsalt
Sådan gør du:
- Klargør kartoflerne og put dem i bunden af din stegeso.
- Skræl gulerødderne og skær dem i mundrettebider. Læg dem i stegesoen.
- Skræl rødløgene og skær dem i grove tern. Læg dem i stegesoen.
- Hæld hvidvin over, samt olie, 1 tsk. Vestjysk urte- og hvidløg, peber og citronsalt.
- Vend det rundt nede i stegesoen.
- Klargør nu kyllingen og læg den ovenpå grøntsagerne.
- Skyl cherrytomaterne og halver dem. Hæld dem rundt om kyllingen.
- Skyl citronen og skær den i grove skiver. Placer rundt omkring kyllingen.
- Drys kyllingen med 1 tsk. Vestjysk Urte- og Hvidløg, 2 tsk. peber og citronsalt og Ild & Urter.
- Placer stegesoen i en forvarmet ovn på 150 grader i 3,5 time.
Stegeso eller römertopf?
Og hvad er egentlig forskellen? En römertopf er den klassiske stegeso i rødt ler. Denne stegeso skal stå i blød i vand i 15-30 min inden brug og skal altid sættes i en kold ovn. Leret suger vandet til sig og frigiver det under tilberedningen i ovnen, hvilket sikrer dig lækker og saftig mad.
En stegeso der er af glaseret keramik er typisk dyrere, men skal til gengæld ikke stå i vandbad inden brug og den tåler også at komme i en forvarmet ovn. En glaseret stegeso giver dig stadig saftig og lækker mad, og så er den ideel til at bage lækre grydebrød i. Det samme gælder for en stegeso af glas.
Om du er mest til det ene eller det andet er en smagssag. Begge dele giver dig mulighed for langtidstilberedt mad, der er nem at forberede og fuld af velsmag, saft og kraft.
Alt kan bruges!
I vores opskrift har vi smidt kartofler, gulerødder, rødløg og cherrytomater med som tilbehør. Derudover bruger vi hvidvin som vi damper vores skønne ingredienser i, for masser af smag.
Man kan også sagtens vælge at bruge fond eller bouillon i stedet, og du kan tilføje mere væske så du koger mere end du damper. Mulighederne er mange.
Du kan også bruge lige de grøntsager du er allermest til. Især rodfrugter gør sig rigtig godt i en stegeso, men alt kan bruges.
Velbekomme!
Hvilke krydderier skal bruges til opskriften?
Se her hvilke krydderier der bliver brugt i denne opskrift, så du kan komme i gang med at kokkerere





